DESIGN

Spring ud

Indeholder reklame (men tankerne er mine egne)

Kulørte medier der skriver om mig finder altid en måde at flette “springer ud” eller lignende retorik ind, hvilket jo bliver ved med at være sjovt for alle. Derfor overskriften “spring ud”. Det handler nemlig om at turde springe ud med sin egen idé – og lave sin egen virkelighed.

Jeg kan virkelig ikke få armene ned over min egen virkelighed – og jeg er ved at spore mig ind på hvad det er der gør mig glad. Det er at starte ting op. Jeg er virkelig iværksætter i ordets bogstaveligste forstand – intet giver mig større glæde og nydelse end at starte ting op af ingenting. Det at drive det efterfølgende interesserer mig ikke det mindste – det er jeg heldigvis klar over, og finder løbende kompetente mennesker til at overtage når jeg mister pusten.

Udfordringen er at finde den rigtige idé – en idé der skal danne grundlag for din kommende forretning, dit kommende liv og virkelighed. “Vi befinder os i en kreativitetskrise” siger antropolog og direktør på Nationalmuseet, Rane Willerslev – og jeg vil virkelig anbefale at man lytter til del 1 af podcasten “Vovestykket” – den kan hører her. For der er rigtig mange sløje idéer derude. Det er essentielt at du tør tænke (og senere handle) udover din egen comfortzone. Jeg har især haft glæde af interviewet med Dan Ravn, der fortæller om hvordan man strategisk arbejder med kreativitet – noget jeg troede ikke var muligt. Man tænker kreativitet bare er noget der “kommer til én” – det er langt fra tilfældet. Jorden omkring det skal gødes og det skal fremelskes. Det er sindssygt god viden hvis man sidder derhjemme og føler sig utrolig u-kreativ. Er man låst i et røvsygt job med mange begrænsninger og hierarkiske strukturer, kan det være ekstremt svært at arbejde kreativt.

Og så skal man ikke være bange for at starte noget ved siden af det man føler er ens “normale” arbejde. Udtrykket “porteføje karriere” er nyt, men dækker over noget jeg har arbejdet med i årevis – at man kan have flere karrierer samtidig, uden det går ud over hinanden. I stedet for at anskue karriere som lineært, med én linje, skal man se det som en portefølje af aktier (i dig selv) der kan gå op og ned hver dag – hemmeligheden er så at sprede sin investering (i sig selv) så fornuftigt at hvis det ene går ned, så går det andet ned. Jeg har f.eks. en glimrende “influencer” karriere på sociale medier, jeg ejer et møbelbrand der sælger i 26 lande, jeg har en tegnestue og byggefirma, jeg har en online kunst-print butik, jeg har et kommunikationsbureau, jeg har tegnet produkter så jeg får royalties fra firmaer der sælger både i Danmark og i udlandet – dermed er min portefølje skabt. Jeg føler ikke jeg neglicerer nogen af mine “investeringer” – tværtimod giver de ofte synergi og kan bruges sammen.

Fælles for alt jeg laver er “æstetik”. Det er mit nøgleord. Det er der jeg har en konkurrencefordel. Du skal finde dit nøgleord – det der giver dig en forlomme. Hvad er du bedre til end alle andre? Det er typisk noget der interesserer dig – det er sjældent at man er den bedste fodboldspiller hvis det ikke interesserer én det fjerneste. Når du har det ord og den tanke, skal du derefter lade kreativiteten få frit spil. Start med at lytte til et par afsnit af Vovestykket – især afsnit 1 og 3 synes jeg er relevante hvis man skal starte op selv. Episode handler om at tænke stort, episode 3 handler om hvordan man så kommer videre med sin geniale idé.

Held og lykke – fremtidens arbejde er selvstændigt og alt peger på at lønmodtager-tanker uddør – så hop op på den kreative hest og skab din egen virkelighed.

Standard

3 thoughts on “Spring ud

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *